Det første og vigtigste ved samtale hos en psykolog er ikke nødvendigvis det teoretiske grundlag psykologen har. En stor del forskning peger på, at det vigtigste er, at du føler dig forstået, respekteret og hørt. Ligeledes er det afgørende, at vi taler om   de ting, som du føler er vigtige at fokusere på. Endelig er det også vigtigt, at den måde vi taler og arbejder sammen på – altså metoden – er passende og meningsfuld for dig. I vores samtaler vil jeg derfor have meget fokus og opmærksomhed på, at vi opnår det så godt som muligt.

Det teoretiske og metodiske grundlag er naturligvis ikke uden betydning. Det giver struktur i samtalerne og giver psykologen særlige opmærksomheder og måder at have samtaler på.

Jeg er særlig inspireret af den systemiske og narrative tradition. Ifølge den tilgang kan jeg som psykolog være til hjælp ved at indgå i et ligeværdigt samarbejde med dig/jer, hvor  vi sammen undersøger situationen og opdager nye sammenhænge. Gennem dette kan der opstå nye ideer og forståelser, der vil medføre nye mulige handlinger og følelser, der er mere foretrukne og meningsfulde for dig/jer.

For mange, der ikke tidligere har været til psykolog, kan det virke noget uklart og måske utrygt at skulle opsøge en psykolog. Derfor er du meget velkommen til helt uforpligtende at kontakte mig, hvis du har spørgsmål til mig og min metode.